47-årig mand anholdt – sættes i forbindelse med en række påsatte brande i Slagelse og omegn
Tirsdag eftermiddag besluttede Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi, efter målrettet efterforskning, at anholde en 47-årig mand fra Slagelse og sigte ham for flere påsatte brande de seneste uger i, og omkring Slagelse.
Manden er sigtet efter straffelovens § 181 om forsætslig brandstiftelse, men han nægter sig skyldig.
Manden bliver fremstillet i grundlovsforhør i dag klokken 13 ved Retten i Næstved. Af hensyn til den fortsatte efterforskning begærer anklagemyndigheden lukkede døre.
Der venter stadig et stort efterforskningsarbejde i den kommende tid og beboerne vil også se, at politiet prioriterer at være ekstra synlige i området.
– Brandstiftelse skaber utryghed blandt beboere i lokalområdet og i særdeleshed når der er tale om flere påsatte brande over en kortere periode. Derfor har vi prioriteret en målrettet efterforskningsindsats omkring disse brande og vi er foreløbig tilfredse med gårsdagens anholdelse, siger vicepolitiinspektør Casper Andersen.
Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi har ikke pt. yderligere kommentarer til sagen – med henvisning til de lukkede døre ved grundlovsforhøret.
Kommentarer