Arkæologer søger efter nye vikingespor på Trelleborg
Med nye metoder og moderne apparater håber arkæologerne at finde nye levn fra vikingetiden på Trelleborg, der er landets bedst bevarede vikingeborg fra Harald Blåtands tid. Sidst fandt man landets eneste vikingeskjold, og nu håber museumschefen at finde nye spor af krigerlivet, herunder om vikingerne kunne sejle til borgen.
”Jeg kan love, at vi finder noget, men hvad det bliver – ja, det er jo det, der gør de her undersøgelser så spændende,” siger Anne-Christine Larsen, der er arkæolog og museumschef på Trelleborg.
”Vi har aldrig undersøgt Trelleborg på denne måde før, og vi har meget store forhåbninger om at finde noget, for indicierne på stedet er ret stærke.”
I denne uge undersøges Trelleborg med magnetometer og georadar. Magnetometeret måler bittesmå magnetiske afvigelser i jorden, som udover metal fx kan være keramik, brændt materiale og affaldsdynger. Georadaren sender radiobølger ned i jorden og måler, hvordan energien reflekteres tilbage, hvilket viser strukturer under jorden. For eksempel grave, kogegruber, stenkonstruktioner mv.
Materiale, der er magnetisk, opfanger magnetometeret, mens materiale som leder strømmen på forskellig vis, opfanges af georadaren. Tilsammen danner resultatet af de to typer undersøgelser et detaljeret kort over undergrunden. På denne måde kan man dokumentere både arkæologiske strukturer, og kortlægge hvordan landskabet har ændret sig over tid.
Dermed bliver det synliggjort, hvad der har ligget gemt i over 1000 år under jorden på Trelleborg, som er den bedst befæstede af landets i alt fem ringborge, som Harald Blåtand byggede omkring år 980.
”Med de nye undersøgelsesmetoder kan vi se præcis, hvor vi skal sætte spaden i jorden. Alt, vi finder, vil give os værdifuld indblik i vikingekrigernes hverdag på borgen. Vi kan se, at området har været bygget i flere etaper, og at det var en multietnisk plads med folk fra både Danmark, det slaviske område og Norge.”
Kunne vikingerne sejle til Trelleborg?
Trelleborg blev opdaget under en udgravning af arkæologen Poul Nørlund i 1933-42, og selvom fundet var epokegørende, skete det med metoder, som i dag delvist er forældede. Flere områder er desuden sporadisk eller slet ikke undersøgt. Det gælder eksempelvis dele af den indre del af borgen, området ned mod åen, pladsen foran borgen og området omkring det rekonstruerede langhus, som nu skal undersøges.
Trelleborg blev sidst undersøgt i 2008-2010, men i meget mindre omfang. Dog fandt man Danmarks hidtil eneste vikingeskjold. Nu håber museumschefen at finde flere og større fund.
”Der er tidligere fundet nagler, som ligner skibsnagler, så det kunne jo være fantastisk, hvis vi fandt et vikingeskib eller et værft. Det er naturligvis ønsketænkning, men det er ikke helt usandsynligt.”
Borgen er omgivet af Tude Å og Vårby Å, som samles vest for borgen og udmunder ved Storebælt. Åens vandstand har ændret sig gennem tiden og måske været dybere for 1000 år siden. Vikingeskibe var smalle og designet med en lav køl, så de på trods af en last på flere tons kun stak ca. en meter ned – så måske var åen sejlbar for i hvert tilfælde mindre vikingeskibe.
Boreprøver kan senere vise jordforholdene og åens vandstand i vikingetiden.
Borgens betydning ved Storebælt
Overordnet skal undersøgelserne vise, hvordan borgen og det omkringliggende område er blevet brugt som en befæstning af Vestsjælland og Storebælt – og i sammenhæng med de øvrige borge, som forsvar for Danmark. For eksempel hvordan adgangsvejene var til borgen i vikingetiden, herunder om Tude Å var eneste adgangsvej, eller hvordan borgen var tilgængelig fra landsiden. Desuden om der lå en havneby ved udmundingen til Storebælt. Områdets stednavne – såsom Hejninge, Forlev, Stillinge og Næsby – og flere løsfund indikerer, at der har været vikingebebyggelse og -aktivitet i området.
Undersøgelserne er et led i et større, fremtidigt, tværvidenskabeligt forskningsprojekt, der på sigt også vil omfatte oplandsundersøgelser, brug af LIDAR, strontiumanalyser, stednavneundersøgelser, metallurgiske undersøgelser af redskabsinventaret m.v.
I forbindelse med de danske vikingeborges ansøgning om optagelse på UNESCOs Verdensarvsliste, er der på de øvrige danske ringborge foretaget nondestruktive undersøgelser og dokumenteret ny viden om borgenes opbygning og karakter. Nu foretages disse undersøgelser også på Trelleborg.
Undersøgelserne foretages i et samarbejde mellem Trelleborg, Nationalmuseet og Arne Anderson Stamnes fra NTNU, Vitenskapsmuseet, Institutt for arkeologi og kulturhistorie. Undersøgelserne er støttet af Krogagerfonden, NTNU, Nationalmuseets Forskningslegat og Slagelse kommunes Landdistriktspulje.
Kommentarer