Samfund

Banedanmark klar med udrulningsplan for det digitale signalsystem i Østdanmark

Foto: Banedanmark

I de seneste år er et nyt digitalt signalsystem blevet udrullet på adskillige strækninger til gavn for passagererne. I Østdanmark har der dog været udfordringer med fremdriften, og derfor har Banedanmark og leverandøren Alstom nu udarbejdet en ny tidsplan. 

I disse år udskifter Banedanmark de gamle udslidte signaler langs jernbanen, som er den største enkeltstående årsag til forsinkelser. På S-banen blev den sidste strækning udrullet med det nye system i 2022, og den kører nu som en af de bedste bybaner i verden med en punktlighed på knap 97 procent. I Vestdanmark er adskillige strækninger blevet udrullet, og arbejdet i Jylland forventes at være færdigt i 2027. 

I Østdanmark har der dog været udfordringer med fremdriften, hvilket har forsinket udrulningen på nogle strækninger. Samtidig er der kommet en række nye, store infrastrukturprojekter til, som har skullet indpasses i planen, herunder Femerntunnellen, Ny Bane over Vestfyn og Kapacitetsudvidelse ved Ringsted. Derfor har Banedanmark og leverandøren Alstom udarbejdet en ny udrulningsplan. Det forventes nu, at signalprogrammet er endeligt afsluttet på alle statslige strækninger i 2033. 

Sådan ser planen for de kommende udrulninger ud nu:

Det nye signalsystem integrerer for eksempel tog, overkørsler, spor og trafikstyring i ét samlet system. Det betyder blandt andet, at de gamle signaler langs sporet forsvinder. I stedet sendes signalet direkte til lokomotivførerens computerskærm i førerhuset, og samtidig kan togdriften hele tiden følges med stor præcision fra Banedanmarks trafikstyring. Det vil på sigt betyde mere effektiv trafikstyring, færre forsinkelser og mulighed for flere tog på jernbanen.

Kommentarer