Kultur

Blive klogere på konflikten i Ukraine med Philip Sviatchenko på Slagelse Bibliotek

Bliv klogere på, hvad der egentlig sker i Ukraine, og få et bedre fundament til at navigere i konflikten og de mange informationer, når Philip Sviatchenko stiller skarpt på den geopolitiske slagmark, Ukraine!

Slagelse Bibliotekerne sætter fokus på konflikten i Ukraine mandag den 11. april kl.19.00 på Slagelse Bibliotek.

Hvad vil Rusland egentlig? Hvorfor har Putin det historiesyn og den udenrigspolitiske kurs, han har? Og hvilke scenarier venter forude for Ukraine og resten af Europa? Det er nogle af de spørgsmål, Philip Sviatchenko vil søge at besvare denne aften. Han begynder arrangementet med sit eget oplæg, hvorefter der er fri spørgerunde, så man kan få svar på alt det, man går og brænder inde med.

Ekspert i Ukraine og Rusland

I den offentlige debat er Philip Sviatchenko især kendt for sin store viden om Ukraine, Rusland og postsovjetiske forhold. Han er uddannet i statskundskab og østeuropastudier fra Københavns Universitet og har desuden boet og arbejdet mange år i Kyiv, så han er om nogen dansker helt inde under huden på det ukrainske folk og konflikten med nabolandet i øst.

Derfor har Philip Sviatchenko flere gange udtalt sig om samfundsforhold, kultur og litteratur i Ukraine og Rusland på bl.a. DR, TV 2 og i en lang række podcasts. Foruden sin medvirken i de danske medier, har Sviatchenko arbejdet for den danske udenrigstjeneste i Ukraine, for UEFA, som korrespondent for DR, som forbindelsesofficer for det danske fodboldlandshold og som rådgiver for topledelsen i LEGO-koncernen. I øjeblikket arbejder han som strategisk rådgiver i energisektoren.

Info

Det er gratis at deltage i arrangementet, men kræver tilmelding.

Du tilmelder dig på www.slagelsebib.dk eller på biblioteket i Slagelse, Korsør eller Skælskør.

Kommentarer