Bogæderne på tur i Skælskør, Korsør og Slagelse
Læseklubber er fantastiske til at øge børn læselyst, styrke læsekompetencer og danne nye venskaber.
Det støtter Slagelse Biblioteker og Borgerservice selvfølgelig op om hen over efteråret med læseklubben Bogæderne.
Hvorfor læseklubber?
Alle undersøgelser viser, at børn bliver mere habile læsere og opnår større læseglæde, jo mere de læser. Her spiller læseklubberne også ind, for med en læseklub kan man dele sine læseoplevelser med hinanden, inspirere til ny læsning og det sociale fællesskab kan også booste den enkeltes gåpåmod i forhold til læsning og læselyst. Så det er bare med at få meldt sine børn ind i en læseklub!
Ny sæson af Bogæderne
Børnene skal ikke snydes for en ny sæson af Byens Bedste Bogædere, der starter op helt som vi plejer til efteråret. Bogæderne er for alle børn mellem 10-13 år (4.-6. klasse), der elsker at læse og savner andre at dele deres læseoplevelser med.
Bogæderne starter op til oktober og foregår på alle tre biblioteker. Man mødes ca. hver tredje uge og læser forud for møderne en bog indenfor et bestemt tema. Det kan f.eks. være sjove, triste, fantasifulde eller uhyggelige bøger. Møderne består af en blanding af bogsnak, quiz, guf og en hel masse hygge. Bogæderne mødes 8-10 gange i løbet af året og samles med bogæderne fra de andre byer til fælles julehygge og afslutningsquiz i foråret.
Bogæderne starter op i de tre byer på følgende datoer:
Skælskør 25. oktober kl. 16-17
Korsør 26. oktober kl. 16-17
Slagelse 27. oktober kl. 16-17
Tilmelding sker på slagelsebib.dk eller hos bibliotekaren på bibliotekerne i Korsør, Skælskør eller Slagelse. Klubberne er ganske gratis.
Kommentarer