Debat og politik

Der mangler politisk mod og vilje til at lukke minkavl i Danmark

Af Michael Monberg, Alternativet

Folketingskandidat, Sjællands Storkreds

Den danske bur-mink er bogstavelig talt det mest levende og  smertefulde bevis på vores folketingspolitikeres manglende vilje, mod og evne til at passe på vores jord, samfund og dyreliv.

Danmarks rødder i det traditionelle og industrielle landbrug forhindrer på alle måder folketinget i at være politisk handlekraftig og sikre den nødvendige grønne omstilling. En omstilling som alle politikere ser ud til at være meget optaget af; men minkavlens genopståen er det endegyldige bevis på, at det blot er spil for galleriet.

Konsekvensfrit for politikerne, men ikke for dyrene

Man skal ikke lede længe for at finde en folkevalgt som gerne udtaler, at de er imod pelsavl, men politisk handling bag ordene er ikke til at finde. Det er blevet gratis at give udtryk for, at man er tilhænger af et forbud mod pelsproduktion i Danmark og samtidig helt konsekvensfrit at lade stå til. Altså konsekvensfrit for politikerne; absolut ikke for dyrene, folkesundheden og vores skattekroner. Selv med helt åbenlyse argumenter for at lukke et i forvejen marginaliseret og døende erhverv, så evner vores politikere ikke at tage skridtet mod en permanent lukning; og det er vel at mærke i en tid hvor minkburene allerede har været tomme i 2 år og Kopenhagen Fur har valgt at dreje nøglen om. Samtidig med at Corona konstateres i minkbesætninger i Italien, så giver danske politikere grønt lys for importen af nye mink til de sidste stædige danske minkavlere, så dyremishandling kan fortsætte og risikoen for kommende Corona-mutationer i besætningerne kan blive holdt i live. Der er nu under 100 erhvervsdrivende i Danmark, som beskæftiger sig med at spærre pelsdyr inde i små trådbure for derefter at trække pelsen af dem til tåbeligt dyre og skrøbelige frakker og hårpynt. 19 minkavlere og 39 chinchillaavlere. Færre end 25 af disse personer har pelsavl som en primær beskæftigelse. Pelsavl er for størstedelen af de registrerede avlere “bare” en hobby.

Det vil sige, at vi lige nu har valgt at genoptage og beskytte en produktion som systematisk og grundlæggende piner dyr, forurener naturen og truer vores folkesundhed, fordi vores politikere ikke tør tage et opgør med 25 menneskers ret til at bedrive uetisk og skadelig virksomhed.

Resten af EU er på vej med forbud

Et hurtigt blik på et Europakort med en oversigt over de lande, der har forbudt og udfaset pelsavl, udstiller Danmark som dét vi er blevet til: Et land, der på alle mulige måder udnytter og piner dyr for økonomisk vinding og mod bedre vidende nægter at omstille sig, mens resten af verden tømmer bure og laver ny lovgivning. Danmark lader til at have et værdifællesskab med både Rusland og Kina, hvad angår dyrevelfærd. Det gør ondt at komme til den erkendelse.

Nu er et oplagt tidspunkt at lukke pelsavl

Vi er nået dertil, hvor vores folkesundhed trues, og reaktionen bliver et panisk massemord på 17 millioner mink, som resulterer i en vanvittig ”undskyldning” til avlerne på mindst 19 milliarder af skatteydernes penge. Altsammen efterfulgt af en invitation fra Christiansborg til at starte det hele op igen. Det lyder som manuskriptet til den mest absurde Monty Pyton-film. Det burde ikke stå på vores politikeres CV under ”nylige projekter”. Minkavlernes vrede over regeringens håndtering af smitten blandt bur-minkene og nogle avleres efterfølgende svindel med aflivninger og erstatningskroner, kan med rette også skabe reel bekymring for, at der blandt de overlevende stædige avlere også vil være enkelte, som vil gøre hvad der passer dem i hverdagen og blæse på de retningslinjer der er blevet udstukket. Den beskyldning virker måske grov, men ikke desto mindre er af de 19 nuværende registrerede minkavlere aktuelt sigtet for at bedrage myndighederne og ulovligt holde både ræve og mink i bure under Corona-krisen. Vi ser fortsat udbrud af Corona på minkfarme i Europa, og der er intet, der tyder på at vi ikke igen i fremtiden, vil stå med Corona-udbrud i danske besætninger.

Truslen om zoonoser i landbruget hænger konstant over os, og vidner om et akut behov for radikal omstilling af vores forhold til dyr, men landbruget har fokus på deres bundlinje, og politikerne er mere optaget af deres kortsigtede popularitet, så den nødvendige plan for, hvordan vi skal behandle dyrene i Danmark og samtidig sikre borgerne mod pandemier skabt i dyreproduktionen, lader vente på sig.

Der har aldrig været et mere naturligt og oplagt tidspunkt at lukke for dansk pelsavl. Hvorfor er det så ikke nu, at folketinget tager skridtet til at gennemføre det? Hvis folketinget ikke engang kan blive enige om at lukke en døende produktion, der forårsager så meget skade, hvordan kan vi så stole på, at det skal tage sig af større industrier, som på alle måder er langt mere viklet ind i vores samfundsøkonomi og beskæftigelse? Det er blevet svært for mange at have tillid til vores magthavere, og konsekvensen af dét kommer oftere og oftere til udtryk i udøvelsen af civil ulydighed særligt blandt unge aktivister.

“Der har aldrig været et mere naturligt og oplagt tidspunkt at lukke ned for dansk pelsavl på”

Når dyrerettighedsaktivister spærrer for lastbilerne til slagterierne, når Extinction Rebellion blokerer veje, når Klimabevægelsen fylder gaderne til store protester, så gør de det fordi deres ambitionsniveau, vilje, etik og mod overstiger de folkevalgtes, som i stedet for at lede vores samfund mod selv de mest åbenlyse forbedringer, forbliver handlingslammede og bidrager til problemerne fremfor løsningerne. Der har længe været brug for at tage et opgør med vores udnyttelse af dyrene, og de mange afledte konsekvenser det har. Desværre viser minken med sin ankomst, at vi endnu ikke er klar til omstilling, medmindre den er pakket ind i løfter om profit og vækst eventyr – og paradoksalt nok kræver nuværende og fremtidige kriser netop, at vi begynder at prioritere noget helt andet.

Kommentarer