En påhængsvogn med tyvekoster
Politiet standsede tirsdag klokken 3.35 en bil med tre personer i, og der var spændt en udlejningspåhængsvogn på bilen.
Da politiet tjekkede påhængsvognen, fandt betjentene forskelligt værktøj, og de tre personer i bilen gav lidt forskellige forklaringer på, hvor værktøjet kom fra, og hvad de egentlig foretog sig på landevejen på den tid af natten. Gået på klingen erkendte den ene, at der var tale om tyvekoster, som var stjålet fra en adresse i Korsør. De blev derfor alle tre sigtet for tyveri. Det var en 20-årig kvinde, der var sammen med en 24-årig mand og en 33-årig mand, alle fra Næstved. Politiet skal nu klarlægge de nærmere omstændigheder ved tyveriet.
Kommentarer