112

Færdselsuheld på Solbjergvej stoppede trafikken i flere timer

Foto: Rigspolitiet

Onsdag kl. 14.17 rykkede redningspersonalet og politiet ud til et færdselsuheld, idet en personbil havde påkørt et vejtræ.

Redningspersonalet og politiet kunne konstatere, at bilen havde fået store skader, og at en kvindelig passager var fastklemt i bilen.

Der var tale om en 23-årige kvinde fra Slagelse, som blev reddet ud og efterfølgende fløjet til Rigshospitalet med lægehelikopter for at blive undersøgt for sine kvæstelser.

Føreren af den forulykkede bil var en 18-årig kvinde fra Høng, som blev bragt til skadestuen i Slagelse, hvor hun blev indlagt til observation.

Solbjergvej blev afspærret for trafik i begge retninger under redningsarbejdet, og mens en tilkaldt bilinspektør foretog undersøgelser af uheldsstedet og personbilen.

Ingen øvrige trafikanter var blevet involveret i uheldet, der skete i forbindelse med kørsel ad Solbjergvej i vestlig.

I en venstre-kurve på vejen havde føreren mistet kontrollen over bil og var kørt ud i rabatten, hvor hun var kørt over en forhøjning, inden hun ramte ind i vejtræet.

Politiets undersøgelser og borttransport af det forulykkede køretøj var afsluttet kl. cirka 17.30, hvor Solbjergvej igen blev åbnet for trafik i begge retninger.

Den 18-årige fører er blevet udskrevet, mens den 23-årige passager blev indlagt på Rigshospitalet til behandling for sine skader. Hun meldes dog uden for livsfare og er i stabil tilstand.

Kommentarer