Flere anholdte i nattelivet
Politiet fik lørdag klokken 3.31 en anmeldelse om, at nogle mænd var kommet i klammeri på Fisketorvet.
Da politiet kort efter nåede frem, fandt betjentene på baggrund af vidneforklaringer frem til en 32-årig mand fra lokalområdet. Han blev sigtet for overtrædelse af ordensbekendtgørelsen, men for at få ro på stedet blev han anholdt klokken 3.39 og taget med til politistationen i Næstved. Her blev han løsladt igen klokken 7.35.
Klokken 3.58 følte en 32-årig mand fra Nordborg trang til at udtrykke sit syn på politiet. Det gik ud over nogle politifolk, der var ved et værtshus på Fisketorvet, og de blev betegnet som fucking idioter. Den 32-årige blev anholdt og sigtet for overtrædelse af ordensbekendtgørelsen, og han blev taget med til politistationen i Slagelse. Den 32-årige blev løsladt igen klokken 5.30.
En 17-årig fyr fra Stenlille blev samtidig anholdt og sigtet efter ordensbekendtgørelsen. Han rettede sig ikke efter politiets anvisninger, men gik tæt på politibetjentene, som han filmede. Han blev taget med til politistationen, hvor hans forældre afhentede ham klokken 5.34.
Kommentarer