Kultur

Foredrag med en pårørendes fortælling om Alzheimer

Foto: Slagelse Kommune

Kom til gratis foredrag 2. november om det at være pårørende og den manglende åbenhed omkring sygdommen.

Pårørendeforeningen til borgere med demens i Slagelse Kommune, Ældrerådet og Slagelse Kommune inviterer tirsdag den 2. november til foredrag i Panorama i Slagelse med operasanger Jesper Buhl, som fortæller om hvordan Alzheimers overtog den kvinde, han skulle dele resten af livet med. Jesper vil fortælle om det at være pårørende og den manglende åbenhed omkring sygdommen. Foredraget er gratis. 

Ifølge Sundhedsministeriet anslås det, at omkring 89.000 danskere over 60 år lever med en demenssygdom. Demens vender op og ned på hverdagen, for både den der rammes af demens og for de pårørende. Det anslås, at omkring 8.000 danskere rammes af demens hvert år. En af de hyppigste forekommende demenssygdomme er Alzheimers.

Øge kendskabet til demens

For at øge kendskabet til demens inviterer Pårørendeforeningen til borgere med demens i Slagelse Kommune, Ældrerådet og Slagelse Kommune til gratis foredrag med Jesper Buhl, som fortæller om sine oplevelser som pårørende til en kone med demens, og hvilken betydning sygdommen får for begge parter.

– Alzheimers sygdom overtog langsomt den kvinde, jeg havde glædet mig til at dele resten af livet med, siger Jesper Buhl.

Da Jesper og hans kone i september 2018 forlod deres hjem på Midtfyn, for at køre sydover det naturskønne landskab, var det ikke for at tage på en hyggelig udflugt. Da Jesper vendte hjem igen samme aften, var det uden hans livs kærlighed Hanne, der fra den dag af kom på plejehjem.

Fokus på en sygdom, som alle bør kende

– Vi håber, rigtig mange vil benytte sig at muligheden for at opleve det fine og rørende foredrag ganske gratis, når Jesper fortæller om ægteparrets historie. Foredraget kan også være en god anledning til, at man tager snakken omkring demens. Det er vigtigt at kende til demens, fordi det er en sygdom, som flere og flere af os vil stifte bekendtskab med på et eller andet tidspunkt i vores liv – simpelthen fordi vi bliver ældre. Derfor er det nødvendigt, at så mange af os som muligt kender til sygdommen og ikke er berøringsangst, fortæller aktivitetskonsulent i Slagelse Kommune Bente Nørgaard.

Foredraget er gratis. Billetter kan hentes i Panorama fra den 14. oktober kl. 16.00. Der tilbydes 295 billetter efter først til mølle princip.

Kommentarer