Forsøgte at stikke af fra politiet
Onsdag klokken 20.00 standsede politiet en bilist på Egersundvej i Korsør, men da hans bil holdt stille, sprang han ud af bilen og stak i løb.
Han blev dog hurtigt indhentet og anholdt. Dels havde han ikke noget kørekort, og dels viste en narkotest, at han var påvirket af cannabis. Desuden havde han filmet politiet med sin mobiltelefon gennem bagruden af bilen, og han havde kørt venstre om et helleanlæg. Derfor blev han sigtet for narkokørsel, kørsel uden førerret, for at bruge sin mobiltelefon under kørslen, for at køre venstre om et helleanlæg og endelig også for ikke at have rettet sig efter politiets anvisninger. Det var en 21-årig mand fra Korsør, og efter at der var taget en blodprøve, blev han løsladt igen klokken 21.14. Ejeren af den bil, han havde kørt i – en 46-årig mand fra Korsør – blev efterfølgende sigtet for at have overladt sin bil til en person uden kørekort.
Kommentarer