Samfund

Klager til borgerrådgiver er tilbage på normalt niveau

Slagelse Kommunes borgerrådgiver, Lone Engly Foto: Slagelse Kommune

Efter rekord-få klager i corona-året 2020 er antallet af klager til borgerrådgiveren steget i 2021. Selvom klager over sagsbehandlingstiden stadig fylder mest, er antallet af klager på det område på det næstlaveste niveau i 10 år.

Antallet af klager er steget fra det rekordlave niveau i corona-året 2020, hvor der blev registreret 64 klager, til 106 klager i 2021. Det fremgår af årsberetningen fra Slagelse Kommunes borgerrådgiver, Lone Engly. Beretningen dækker kalenderåret 2021 og skal behandles af Økonomiudvalget og af Byrådet på deres maj-møder. Borgerne klager især over lang sagsbehandlingstid, manglende inddragelse i sagen og utilstrækkelig vejledning, viser årsberetningen.

– Selvom antallet af klager er steget, er niveauet fortsat en del lavere end de 200 klager, som blev registreret i 2013. Men for den enkelte borger, som oplever fejl i sagsbehandlingen, er der stadig plads til forbedringer, og det stigende antal klager kan tyde på, at der ikke har været det fornødne fokus på sagsbehandlingen og borgerservicen generelt, siger borgerrådgiver Lone Engly.

Af beretningen fremgår det, at selvom det samlede antal klager er steget, er antallet af klager over lang sagsbehandlingstid på det næstlaveste niveau i 10 år. Borgerrådgiveren påpeger, at det er en positiv udvikling, som tyder på, at forvaltningens indsatser på området har en effekt. Ifølge hende er det et vigtigt fokus, fordi fejl i sagsbehandlingen, som er med til at forsinke forløbet, kan have store konsekvenser – også økonomiske – for både borgerne og kommunen.

Kendskab til forvaltningsret

Udover et fortsat fokus på sagsbehandlingstiden anbefaler borgerrådgiveren blandt andet, at nye medarbejdere gennemgår et introduktionsforløb, hvor myndighedsrollen og grundlæggende forvaltningsretlige regler indgår.

– Enkeltstående fejl kan forekomme, og ikke alle forventninger kan eller skal indfries. Det vigtige er, at kommunen lever op til, hvad den lover, og hvad den er forpligtet til. Derfor anbefaler jeg, at man arbejder med at sikre, at alle medarbejdere har et grundlæggende kendskab til de forvaltningsretlige regler, siger Lone Engly. 

Borgerrådgiveren er ansat direkte af Byrådet og har til opgave at hjælpe borgere, som oplever problemer med sagsbehandlingen, eller som har svært ved at finde vej i det kommunale system. Borgmester Knud Vincents (V) tager borgerrådgiverens årsberetning til efterretning.

– Jeg er glad for at konstatere, at der kommer færre klager til borgerrådgiveren end da stillingen blev oprettet i 2012. Men vi skal hele tiden forsøge at blive bedre, og derfor er jeg glad for, at vi har en borgerrådgiver, som kan vejlede borgerne, men også rådgive forvaltningen om, hvordan den kan blive bedre, siger borgmester Knud Vincents.

Af årsberetningen fremgår det også, at borgerrådgiveren fik 391 henvendelser i 2021, hvilket er et fald i forhold til 2020, hvor der var 401 borgerhenvendelser. De fleste henvendelser kommer fra borgere, som har svært ved at finde vej i det kommunale system og fra borgere, som ønsker vejledning, men hvor det ikke nødvendigvis bliver til en egentlig klage.

Læs mere om borgerrådgiverens arbejde på slagelse.dk/borgerraadgiver

Kommentarer