Samfund

Nytænkende samarbejde skaber mere bevægelsesglæde hos børn i dagtilbud

Foto: Slagelse Kommune

Bevægelsesglæder spreder sig i Fribørnehaven Ravnereden og Boeslunde Børnehus efter et nytænkende samarbejde er blevet etableret mellem lokale daginstitutioner, Slagelse Kommune, Boeslunde Boldklub og DBU Sjælland.

Det er aldrig for tidligt at gå i gang med at bevæge sig. Derfor har et nytænkende samarbejde mellem lokale daginstitutioner, Slagelse Kommune, Boeslunde Boldklub og DBU Sjælland set dagens lys. 

Tilbud til 2-4-årige børn

Gennem det nytænkende samarbejde tilbydes 2-4-årige børn en ugentlig aktivitet med fokus på motorik, leg og læring gennem DBU’s Bold og Bevægelses-koncept, der har til formål at tiltrække og rekruttere de yngste børn og deres forældre til fodboldklubberne.

Tværgående samarbejde

Det særlige ved dette samarbejde er, at det går på tværs af forening og daginstitution, hvilket medvirker til et positivt udbytte for begge parter.

Helt konkret står Christina Moll Pedersen fra Boeslunde Boldklub for den ugentlige aktivitet i Boeslunde Børnehus, hvor børn fra Fribørnehaven Ravnereden også deltager.  

Christina Moll Pedersen er både tovholder for projektet og fodboldtræner i Boeslunde Boldklub. Hun glæder sig over, at hun kan være med til at øge børnenes lyst til at bevæge sig med bold og at følge udviklingen fra gang til gang. 

Vellykket besøg fra DBU Sjælland

DBU Sjælland tog en tur til Boeslunde Boldklub onsdag d. 6. oktober, for at overvære og nyde synet af de mange glade børnehavebørn, pædagoger og Christina Moll Pedersens strukturerede og engagerende aktiviteter.

Det havde regnet hele natten og banerne var våde, men det satte ikke en stopper for hverken Christinas eller børnenes lyst og glæde til bevægelse.

På denne onsdag var det den lille gruppe fra Boeslunde Børnehave, der var afsted til Bold og Bevægelse.

Børnene er lærenemme

Det var tydeligt, at nogle af børnene var mere forsigtige og usikre end de af børnene, der spiller på Christinas fodboldhold om søndagen.

Men som timen skred frem, og børnene blev mere trygge ved situationen begyndte smilene at brede sig og skuldrene at sænke sig til fordel for leg og bevægelse.

– De står som LEGO-mænd, når de kommer, men de finder ud af at sparke, løbe og meget andet med bolden, når de er færdige”. Hun peger på, at en af de vigtigste forudsætninger for at give børnene en god oplevelse er, at børnene ikke skal stå for meget stille eller stå i kø. Hvis barnet ikke lige umiddelbart kan finde ud af øvelsen med bolden, så prøver de igen uden bold. Det vigtigste er trods alt, at børnene bevæger sig, får motion og har det sjovt samtidig, siger tovholder, Christina Moll Pedersen.

Tovholders dobbeltrolle giver tryghed

Pædagogerne Malene Hørlyk Houlind fra Boeslunde Børnehus og Charlotte Strand fra Fribørnehaven Ravnereden påpeger, at Christinas dobbeltrolle som både tovholder på projektet og fodboldtræner i Boeslunde Boldklub giver en unik tryghed hos børnene i forhold til at deltage i aktiviteterne.

– Det giver en god genkendelse for børnene, så det både er sjovt og trygt. Så snart Christina kommer, så begynder børnene at hoppe af glæde, fortæller pædagog i Fribørnehaven Ravnereden, Charlotte Strand.

Projekt giver større lyst til bevægelse

Det positive resultat af at være med i dette projekt kan Charlotte Strand fra Fribørnehaven Ravnereden i hvert fald skrive under på.

-Det har klart givet en større lyst til bevægelse.

Ved at systematisere samarbejdet på denne måde, har det givet pædagogerne i børnehaven mere plads til og en større tryghed i at have bold med i det daglige, fordi de har fået en værktøjskasse af øvelser og lege, som indeholder boldspil.

Daginstitutioner får værktøjer og sparring

Og netop dette med, at daginstitutionerne er blevet mere trygge ved at anvende bolde i de daglige lege, kan pædagog Malene Hørlyk Houlind fra Børnehuset Boeslunde nikke genkendende til.

For børnehuset Boeslunde har ikke tidligere haft remedierne og værktøjerne til at kunne inkorporere bold i de daglige aktiviteter.

Samtidig giver det Christina en tryghed i, at hun altid har nogle at sparre med, hvis det bliver nødvendigt, og hun uddyber

-Jeg har noget jeg skal leve op til, noget man forventer fra mig, jeg kommer og leverer et produkt”, hvilket er med til at højne niveauet og styrke udbyttet af projektets tilstedeværelse, siger tovholder, Christina Moll Pedersen..

Tydelige fordele ved struktureret samarbejde

Både Christina Moll Pedersen, Malene Hørlyk Houlind og Charlotte Strand kan se de tydelige fordele ved sådan et struktureret samarbejde.

At DBU Sjælland kan være med til at skabe rammerne og bringe de rette værktøjer i spil, giver i dette tilfælde både Boeslunde Boldklub nye medlemmer i en tidlig alder, samtidig med at det kan vække lysten til fodbold hos en masse børnehavebørn, som ikke tidligere har stiftet bekendtskab med boldspil.    

Boldklub har fået nye medlemmer

Et direkte resultat af dette samarbejde er, at der er 4 børn fra Fribørnehaven Ravnereden, der er startet til fodbold på Christinas hold i Boeslunde Boldklub efter forløbet.

Der er samtidig en håndfuld børn fra Børnehuset Boeslunde, der ligeledes går til fodbold på samme hold. Udover de børn, der er startet på Bold og Bevægelses-holdet om søndagen, er der i forvejen 20 børn og deres forældre og søskende, der hver søndag formiddag går til Bold & Bevægelse i Boeslunde Boldklub.

Var ikke kommet i børnehaven uden samarbejdet

Det strukturerede samarbejde mellem DBU Sjælland, Boeslunde Boldklub, Fribørnehaven Ravnereden og Slagelse Kommune giver Christina muligheden for at kunne bruge hver onsdag på at aktivere børnehavebørnene i projektet.

– Hvis det ikke havde været for det her projekt, så var jeg ikke kommet i børnehaven. Det ville jo kræve at jeg havde reelle fridage til at gøre det. Og det har jeg så fået nu med projektet, hvor jeg har fri fra mit arbejde hver onsdag, så jeg kan være en del af det. Det er vigtigt at have et lokalsamfund, der er villig til at sige ok, og at der skal være plads til det. For det giver noget til lokalsamfundet igen, siger tovholder, Christina Moll Pedersen.

Tilføjelse til Velfærdsalliance

Samarbejdet er en tilføjelse til Bold & Bevægelse-indsatsen i velfærdsalliancen mellem DBU, DBU Sjælland og Slagelse Kommune, som blandt andet har til formål at opstarte lokale foreningstilbud for småbørn i fodboldklubberne i kommunen.

I Slagelse Kommune er det også en politisk prioritering at understøtte Åben Dagtilbud Partnerskabssamarbejder mellem lokale idrætsforeninger og dagtilbud, så børn i en tidlig alder bliver introduceret til bevægelse, idræt og det lokale foreningsliv.

Kommentarer