Sigtet for narkokørsel havde mange kontanter med sig
Politiet standsede onsdag klokken 14.40 en 22-årig mand fra Slagelse, som kom kørende ad Ndr. Ringgade. Den 22-årige var ikke begejstret for at skulle tale med politiet, og han stak derfor i løb fra stedet, men blev hurtigt indhentet og anholdt.
En narkometertest gav udslag for cannabis, og derfor blev den 22-årige sigtet for at køre i påvirket tilstand. Da politiet visiterede ham, fandt betjentene et temmelig stort, kontant beløb på ham. Den 22-årige forklarede, at han skulle købe varer til nogle forretninger, men et tjek afslørede, at han skyldte en del penge til Skat. Beløbet blev sikret og overført til Skat, og efter en blodprøve blev den 22-årige løsladt igen klokken 17.52.
Kommentarer