Succes med voksenlærlinge i Slagelse Kommune
Jobcenter Slagelse har rundet voksenlærling nr. 100 i år. Dermed er det tredje år med markant stigning i antallet af voksenlærlinge, der bliver ansat i virksomheder i kommunen.
Der var blomster, lækkerier og et stort tillykke fra Jobcenter Slagelse til ejer af Boeslundevirksomheden Winthers VVS & Byggeservice, Stefan Winther Olsen, og voksenlærling Jim Bendix Strandet på en lidt diset dag i november. Årsagen til fejringen var, at Stefan og Jim har sat deres navne på en uddannelsesaftale, hvor firmaet ansatte Jim Bendix Strandet som voksenlærling. Og netop den uddannelsesaftale var aftale nr. 100, der i år blev indgået med hjælp fra Jobcenter Slagelse i oktober måned.
Indsats giver stigning på området
Siden Jobcenter Slagelse satte ekstra skub på området, er der sket en støt stigning i antallet af voksenlærlinge. Således blev der i 2019 ansat 50 voksenlærlinge, i 2020 ansat 96 og i november 2021 var antallet helt oppe på 110 voksenlærlinge – et tal, der vil lande højere, når året er omme.
– I Jobcenter Slagelse har formidlingen af arbejdskraft høj prioritet. Derfor er vi glade for, at vi på området for voksenlærlinge allerede har rundet 100 indgåede aftaler med virksomheder. Når dette område er så vigtigt, så er det fordi, det sikrer virksomhederne en stabil, faglært medarbejder. Og behovet for faglært arbejdskraft er meget stort netop nu. Men det er også med til at give den enkelte medarbejder det uddannelsesløft, der kan sikre en mere fast tilknytning til arbejdsmarkedet, siger leder af Virksomhedsservice i Jobcenter Slagelse, Bjarne Mikkelsen.
Virksomhederne mangler faglærte
Der er knaphed på faglært arbejdskraft i byggebranchen. Det kan betyde, at den enkelte virksomhed må takke nej til opgaver på grund af mangel på kvalificerede medarbejdere. Den situation vil Stefan Winther Olsen, der ejer Boeslundevirksomheden Winthers VVS & Byggeservice, ikke stå i. Derfor har han ansat Jim Bendix Strandet som voksenlærling. Og selv om der går noget tid, inden Jim har svendebrevet i hånden, så gør hans erhvervserfaring, at han allerede nu tager godt fra på opgaverne.
– Vi er 4 svende og 2 lærlinge, der har hele Sjælland – og gerne Fyn med – som arbejdsområde. Vi gør meget ud af, at vi fungerer som et team. Det betyder derfor noget, at nye folk kender kravene til at gå til en opgave og til at færdes på en arbejdsplads. Det har været kvalifikationer, vi er gået efter hos vores voksenlærling, siger Stefan Winther Olsen.
Papir på kvalifikationerne
Jim B. Strandet har arbejdet i en årrække som ufaglært inden for blandt andet ventilationsbranchen. Han har set ideen i at skifte fag og tage en uddannelse, som på sigt kan give ham flere muligheder og udfordringer.
– Jeg ser sådan på det, at med et svendebrev i hånden, så har jeg et godt fundament til et fremtidigt job, der også vil give mere i lønningsposen. Der er brug for folk i branchen, der har deres faglighed i orden. Så jeg er fuld af fortrøstning, lyder det fra Jim Bendix Strandet.
Økonomiske incitamenter betyder noget
Han startede i praktik hos Winthers VVS & Byggeservice og blev enig med Stefan Winther Olsen om at lave en uddannelsesaftale. På den måde får han voksenelevløn fra starten af forløbet – og hans arbejdsgiver får tilskud til lønnen i praktikperioden. Et ikke uvæsentligt incitament, mener Stefan Winter Olsen.
– Der er nogle økonomiske tilskudsmuligheder ved at ansætte en voksenlærling, der er værd at fokusere på. Men jeg vil også fremhæve den store hjælp, vi har fået fra Jobcenter Slagelse, som har stået for alt det praktiske i forbindelse med ansættelsen, papirarbejdet og de økonomiske vilkår, pointerer han.
Faktaboks
Man kan blive ansat som voksenlærling, hvis man er fyldt 25 år og opfylder ét af følgende krav:
Voksenlærlingen er fyldt 25 år og opfylder ét af følgende krav:
● Er ufaglært
● Har en erhvervsuddannelse eller videregående uddannelse og har været ledig i tre måneder
● Har en forældet uddannelse, som ikke har været brugt i fem år
(fra 1. januar 2022 gælder denne mulighed udelukkende for ledige)
Kommentarer