Slagelse

Tillykke til Søbjerggård Børnehus

Foto: Slagelse Kommune

Den 7. dec. fik de overrakt Lokalt Arbejdsmarkedsråds Virksomhedspris for socialt ansvar i 2021

Næstformand i LAR, Thomas Bagger (foto i midten), overrakte prisen og fortalte, at institutionen i mange år har skabt plads og rum til praktikforløb for alle målgrupper, småjobs til unge, ansættelse i fleksjob, jobafklaring m.m.

”I har også et stort fokus på det psykiske arbejdsmiljø og på opkvalificering af medarbejderne. Og I har nedbragt jeres sygefravær, samtidig med, at I gør en stor forskel for unge og voksne fra kanten af arbejdsmarkedet. At årets pris går til jer er yderst velfortjent”, sluttede Thomas.

Totempæl i jerntræ

Selve prisen, et kunstværk af en lokal kunstner, var en magisk totempæl til børnehusets lejrplads, som de havde ønsket sig. Billedhugger Benny Forsberg Jensen (nr. 2 f.h.) er i gang med opgaven, og fortalte om planerne for pælen, som skal være 2,2, m høj. Den illustrerer totemdyr, ørn, bjørn og laks, der beskytter os, og giver os kæmpe kræfter. Som et ekstra plus bliver den fremstillet i Azobétræ (også kaldet jerntræ) fra den gamle færgehavn i Korsør. Benny havde et billede og et flot 3D-print med af pælen.

Stor glæde

Leder af børnehuset Christina Rose (nr. 2 f.v.) sagde, at hun blev gladere og gladere for anerkendelsen efterhånden som dagens ceremoni skred frem. For hende handler det om at mindske ulighed blandt børn (som jo vokser op og bliver voksne), at acceptere forskellighed og hjælpe der, hvor mennesker er udsatte.

”Vi skal følge tingene til dørs, og det skal også være en succesoplevelse for medarbejderne. Noget man kan være stolt af. Og det er vi!”, sagde Christina.

Socialt ansvar

Lad dette opslag inspirere dig til at løfte din virksomheds sociale ansvar til NEXT LEVEL – til glæde for både din virksomhed, mennesker der gerne vil ind på arbejdsmarkedet, kommunen og samfundet. På den måde bidrager vi også til FN’s Verdensmål 4, 8 og 10.

KONTAKT Virksomhedsservice i Jobcenteret på tlf. 2911 4200 eller e-mail virksomhedsservice@slagelse.dk og hør mere om mulighederne.

Kommentarer