112

Tungvognskontrol ved Storebælt

Onsdag afholdt Færdselsafdelingens Tungvognscenter Øst (TCØ) en større kontrol ved Storebæltsbroen i Korsør.

Kontrollen foregik i samarbejde med Fødevarestyrelsen, Toldstyrelsen, Skattestyrelsen og Færdselsstyrelsen. Forsvaret var også med, for at foretage kontrol af egne køretøjer. Kontrollen foregik mellem kl. 0900-1700, hvor der fra politiets side var fokus på tungvognsområdet herunder farlig gods, køre- og hviletid, cabotage kørsel, dyretransporter, særtransporter, busser samt bremser / teknisk stand.

TCØ kontrollerede i alt 62 lastbiler/busser, seks store dyretransporter, otte små dyretransporter og syv varebiler. Der blev optaget 25 rapporter på de 62 lastbiler, otte rapporter på dyretransporterne og fire rapporter på de syv standsede varebiler.

Af særlige sager kan nævnes:

En 48-årig dansk lastbilchauffør fra Kalundborg blev anholdt og sigtet for narkokørsel i en sættevognstrækker, da han var påvirket af amfetamin.

En hollandsk chauffør overholdte ikke sin daglige hviletid. En finsk chauffør overtrådte ligeledes sin daglige hviletid. De to udenlandske chauffører kan forvente bøder på op imod 70.000 hver.

En dansk indregistreret sættevogn fik inddraget sin nummerplade, da den ved en bremsekontrol ikke levede op til kravene.En svensk særtransport blev standset og måtte afvente en følgebil, da den var så bred, at den var påkrævet, før den kunne køre videre.

Politikommissær Henrik Fobian, der er leder af Færdselsafdelingens Tungvogns Center Øst var tilfreds med resultatet af kontrollen:

”Kontrollen viser et resultat af et godt samarbejde mellem myndighederne. Antallet af sager er forventeligt, men viser, at der stadig er behov for et højt kontroltryk på tungvognsområdet”.

Tungvognscenter Øst er placeret i Midt- og Vestsjællands Politi, men dækker hele Sjælland, Lolland-Falster og Bornholm. 

Kommentarer