Uro på banegården i Slagelse
Politiet fik torsdag morgen en anmeldelse om, at tre personer optrådte både højlydt og utryghedsskabende i forhallen på banegården i Slagelse.
Det var en 34-årig mand fra Stenstrup, en 29-årig kvinde fra Frederikssund og en 47-årig kvinde fra Stenstrup. Den 47-årige kvinde ville ikke oplyse sit navn og sin fødselsdag til betjentene, så derfor blev hun anholdt klokken 7.22 og taget med til politistationen i Slagelse. Her blev hendes identitet fastlagt, og hun blev derfor løsladt umiddelbart efter. Hun står nu til en bøde på 1.000 kroner for overtrædelse af retsplejeloven. Den 29-årig kvinde smed en flaske på gulvet i forhallen, hvor den gik i stykker, og da hun kom uden for, gav hun flere forbipasserende en fuckfinger. Hun blev derfor sigtet for at have overtrådt ordensbekendtgørelsen to gange, og for at få ro på stedet blev kvinden anholdt og taget med til politistationen. Hun blev løsladt igen klokken 8.36.
Kommentarer